Domaine Constantin Lazaridi
Domaine Constantin Lazaridi blev grundlagt i 1992 af den energiske Costas Lazaridi. Der blev plantet helt nye marker med såvel nye utraditionelle druesorter somChardonnay, Sauvignon Blanc ogShiraz, som de klassiske græske sorter Asyrtiko og Limnio. Dette gjorde Lazaridi ud fra den filosofi, at han ved at kombinere de nye europæiske sorter med de klassiske græske, kunne opnå det bedst mulige resultat.
Lazaridi er ligeledes langsomt begyndt at indføre økologisk dyrkning af vinstokkene for at skåne såvel vinstokke som det miljø der omgiver dem. Dette skaber på længere sigt en bedre og mere bæredygtig terrior.
I dag er der ansat over 100 faste medarbejdere, som står for den daglige pleje af vinmarkerne. Endvidere har Lazaridi også søgt konsultation hos nogle af Frankrigs ledende universitetsprofessorer, der i dag rådgiver Lazaridi omkring dyrkningen samt fremstillingen af vin.
Denne rådgivning har medført, at Lazaridis 3.000 kvadratmeter store vineri i dag er gennemmoderniseret, og at alt vinifikationsudstyret er topmoderne. Dette ses straks, når man besøger vineriet, hvor de rustfrie ståltanke står side om side med nye egetræsfade. Endvidere har man investeret i en pneumatisk presse, der presser druerne ekstraorninært forsigtigt, hvilket bevirker, at der ikke kommer bitterstoffer fra knuste kerner i vinen.
Størstedelen af vinen eksporteres i dag til udlandet, hvor den optræder på vinkortet hos en stor del af verdens absolut fineste restauranter.
Det er i regionerne Drama og Kaval i det nordlige Grækenland, i en lille dal på nordvendte skrænter, at den røde Amethystos dyrkes. Jordbunden er en blanding af ler og sandsten, beplantet med 70% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Limnio. Udbyttet er reduceret til 52 hl pr. ha, hvilket frembringer en større koncentration i vinen.

